Downhill er den mest ekstreme form for mountainbike. Den dyrkes stort set kun på skisportssteder hvor liftene om sommeren bruges til at fragte turister og cyklister rundt i bjergene. Cyklen som bruges minder mest om en crossmaskine, bare med pedaler i stedet for motor. Cyklen er bygget med det ene formål at køre nedad. Tilbagelænede stelvinkler, lang affjedring, høj gearing og høj vægt gør den helt umulig at bruge til andet end ekstrem kørsel ned ad bjergene.
Jeg har brugt sporten som en måde at holde ferie på, og stort set aldrig som konkurrence. Les Gets i Frankrig og Vångabacken i Sverige har været mine foretrukne legepladser. Også Winterberg, Bad Wildbad, Todtnau og Geisskopf i tyskland er besøgt flere gange.